OM DORTE

Jeg begyndte at skrive, da jeg i 1988-89 havde barselsorlov med mit yngste barn, Simon. Indtil da havde jeg arbejdet som apoteksassistent og været forskningslaborant, men da jeg havde solgt min første novelle, var der ingen vej tilbage: At skrive var det, jeg ville – og det har jeg aldrig fortrudt. Jeg har efterhånden udgivet mange bøger for børn og unge samt et par stykker for voksne, og jeg skriver tekster til frilæsning.dk og noveller og romaner til ugeblade og magasiner samt interviewer folk, der gerne vil fortælle deres historie, hvilket er meget lærerigt og oplysende for mig. At skrive er mit job, som jeg udfører med stor fornøjelse og begejstring, men det er også min hobby og min bedste leg, og jeg elsker variationen og føler mig meget heldig at kunne leve af noget, der er så sjovt. Sjovt er det også, at min datter Louise er blevet min kollega.

Jeg skriver på alle hverdage og glæder mig altid til at genoptage arbejdet efter ferier. For mig er det værste ved at være forfatter, hvis jeg får en god idé sent om aftenen, for så kan jeg ikke sove om natten.
“Hvordan kan du blive ved at finde på?” bliver jeg tit spurgt. Jamen, hvordan skulle jeg kunne lade være? Alle små og store ting i min omverden giver mig inspiration. At få lov at fortælle en god historie er fantastisk, og jeg elsker også andres gode historier og læser meget. Det er skønt at forsvinde ind i et nyt univers og lade mig engagere, bevæge, overraske, forskrække, at gyse, grine eller græde, og det er mit store håb og ønske, at mine historier kan få læseren til føle sådan.

dorte-roholte